Da jeg så Mette Frederiksen præsentere socialdemokraternes flygtningeudspil, kom jeg til at tænke på komikeren Jacob Haugaard, som i 1994 vandt en plads i Folketinget på et program, som bl.a. lovede bedre vejr og medvind på cykelstierne. Han var “bodega-politiker” i renkultur: Præsenterer ”løsninger”, som alle gerne vil have gennemført, uden smålig skelen til, om de nu også kan gennemføres i praksis.
Der er et klassisk forbillede: Den amerikanske stumfilmsstjerne Will Rogers forsøgte sig som politiker under Første Verdenskrig, og han havde følgende løsning på, hvordan man skulle klare problemet med alle de tyske ubåde i Atlanten.
Jo, man skulle først stille en masse kanoner op på USA’s østkyst. Så skulle man tømme Atlanterhavet for vand. Og så kunne man skyde på ubådene, når de lå på bunden.
En journalist spurgte ham: Mr. Rogers, hvordan vil De tømme Atlanterhavet for vand?
Svaret lød: Nu er jeg kommet med den politiske løsning, så er det op til teknikerne at gennemføre den.
Mette Frederiksen & Co. vandrer således ad kendte stier, når de fremlægger deres forslag til, hvordan Danmark skal sikre sig kontrol over indvandringen af mennesker fra ikke-vestlige lande: Der oprettes danske flygtningelejre et sted i Nordafrika, og alle spontane asylansøgere skal sendes dertil, hvor deres sager så skal behandles. Det vil naturligvis være bedst, hvis andre lande er med på ideen, lyder det – men Danmark skal om nødvendigt gå i spidsen.
Rigtigt set! Siger man på bodegaen. Og tanken er da også lige så indlysende rigtig som den med medvind på cykelstierne eller Will Rodgers’ recept på at uskadeliggøre fjendtlige ubåde. Der er bare det lille problem med at få den omsat til virkelighed….
Nu må jeg straks gå til bekendelse: For 32 år siden lagde jeg som udenrigsminister et lignende forslag frem for FN’s generalforsamling. Dog ikke som en dansk enegang, men som et initiativ, der skulle omsættes til virkelighed under ledelse af FN og Flygtningehøjkommissariatet UNHCR.
Der var flere forhold, som havde givet inspiration til ”det danske flygtningeinitiativ i FN”, som det blev kaldt. Der var sket en voldsom stigning i antallet af ”spontane asylansøgere” fra især Sri Lanka (tamilerne), og selv om antallet slet ikke nåede op på, hvad vi siden har oplevet, var det nok til at skabe bekymring for den meget lempelige danske asyllovgivning. Hertil kom nogle tal fra UNHCR, som viste den enorme forskel mellem udgifterne til en enkelt ”spontan asylansøger” og en enkelt flygtning i det voksende antal, UNHCR skulle håndtere rundt omkring i verdens flygtningelejre. Det var derfor en nærliggende tanke at søge et internationalt samarbejde om at holde flygtninge hjemme i deres eget nærområde, så der ville blive bedre mulighed for at hjælpe den enkelte.
Et vigtigt element i planen var, at UNHCR skulle kunne råde over et langt større antal pladser i de ”FN-kvoter”, de enkelte lande stillede til rådighed for asyl gennem UNHCR. (Det er denne kvote på 500 om året, et stort flertal i Folketinget vil fjerne – selv om den repræsenterer et forsøg på at bringe orden i den internationale asylpolitik).
Det blev aldrig rigtigt til noget med vores initiativ fra 1986. De praktiske vanskeligheder viste sig uoverstigelige. Men det gør ikke grundtanken forkert. Det er derfor vigtigt, at den præsenteres på en realistisk måde, og ikke som led i en overfladisk politisk markering til hjemlig brug.
Tanken om en kraftig stigning i den europæiske udviklingsbistand til Afrika er også både nærliggende og sympatisk.
Man skal blot ikke tro, at det vil hjælpe på det grundlæggende problem – man kunne kalde det et paradoks: Når velstanden stiger, så oplever man samtidig en stigning i befolkningernes muligheder for at skaffe sig viden om de langt bedre vilkår i Europa, samt deres muligheder for at søge dertil.
Derfor er det helt afgørende, at der laves vidtgående aftaler med de lande, der modtager bistand, om at de holder deres egne borgere hjemme. Og at EU får langt stærkere muligheder for at forsvare de fælles ydre grænser. Ellers vil trafikken i de skrøbelige gummibåde over Middelhavet fortsætte, og antallet af migranter vil kunne stige eksplosivt.
I 1986 og årene derefter, da ”det danske flygtningeinitiativ i FN” blev behandlet, var det en klar forudsætning, at der var tale om initiativer gennemført i fællesskab med andre lande – med alle de omkostninger i form af økonomiske bidrag og deltagelse i fælles løsninger, dette ville indebære.
Hvis der skabes større forståelse for det, vil det senest brøl fra Bodegaen kunne vise sig at være et nyttigt indspark i debatten.
